Fra jetstøj
til Farfisa
Af Mik lørdag d. 4. december 2004
(hentet fra Dansktopklubben.dk med hjertelig tak)
Det var hele forskellen for John Erik Rasmussen, da han som 25 årig gik på jetpension fra
Flyvevåbnet. Han forelskede sig i soldaterkammeratens lyd. I hans orgellyd lyd, forstås.
John Erik fra Fyn blev indkaldt til militærtjeneste i 20 års alderen.
Flyvevåbnet i København havde brug for en nyudlært automekanikker fra Fyn, til
at få sat turbo på de sjællandske eskadriller. John Erik stillede, og blev
iklædt kampuniform og skiftenøgle.
Han er god til det der med march og geledder. Allerede som syvårig begyndte
Odense-drengen
at spille på marchtromme i FDF. Efter at have holdt takten en tid, kriblede
tonerne, og han avancerede til marcherende fløjtenist. Hjemme udviklede John
Erik sig på familiens fornemme Hornung og Møller klaver. Tiden gik, og nu
kaldte præsten pludselig med salmesang, orgeltoner og konfirmanderi.
Det var ikke nemt at følge med dér, når hovedet var fuldt af drømmen om en rød
guitar med to mikrofoner.
John Erik Rasmussen spiller her en hidsig Es-dur til
ære for fotografen.
Han ønskede sig pengegaver til konfirmationen, og drømmen gik i
opfyldelse. Men det var kun begyndelsen. Nu var målet Beatles-tinderne,
og
et pigtrådsorkester blev stablet på benene i et øverum.
Her blev "The Sirrindiers"
skabt, og her blev de. Men mange sjove timer og drengedrømme om store tider var
det hele værd, og de blev dygtige. Men der var hold i "galskaben", og
guitar-undervisningen blev ikke forsømt. Det blev til fem år hos Franz Kallemba i Odense. Der blev også tid til at gå på arbejde.
Da han kom ud af skolen, kom han i lære som automekaniker hos Ferh og Ford i Odense.
Og så var det flyvevåbnet. John Erik fandt sig hurtigt til rette i tjenesten.
Med sit medfødte gode humør, sin udadvendte væremåde og det musiske talent fik
han hurtigt mange venner blandt soldaterkammeraterne.
John Erik husker bedst festerne i officersmessen, men han husker også især een soldat. Han havde vagt hele julen og lærte dér en af
lidelsesfællerne at kende. Det var organisten Jarl Dareè,
og han var ejer af det magiske Farfisaorgel, der i
den grad tog pippet fra John Erik, da han hørte og så det. Det lignede
cockpittet i et fly og lød som engletoner i skyhøjde.
Da vagten var forbi, nåede han ikke engang hjem til Odense først, han fløj ned
til en musikforretning og købte et orgel og en forstærker, som han så bagefter
møjsommeligt måtte bakse om bord i toget og hjem til familien.
Så blev der øvet, og så lød det meget godt. Så blev der øvet endnu mere, og så
lød det også meget godt. Så blev der både øvet og investeret i en ægte Hammond med Leslie og rytmebox,
og så lød det både godt og godt nok.
Her er hele John Erik's
"orkester" linet op til smiling in blueIndslag lavet af Mik. På redaktionen Dansktopklubben.dk